Hjem - Lions Dragør

Menu

Nyhed

Lions Dragør - hjælp til selvhjælp

I løbet af sommeren modtog Lions Dragør en henvendelse fra værestedet Hugs & Food i København, om hjælp til en af deres mangeårige brugere. Hugs and Food er et værested for hjemløse, hvor brugerne i åbningstiden kan komme og få et varmt måltid mad, et bad, en snak og hyggeligt socialt samvær. Lions Dragør har tidligere hjulpet Hugs and Food med madvarer fra vores madindsamlinger to gange om året, men nu stod de med et helt andet behov.

En mangeårige bruger af stedet, Jozéf, som de sidste 5 år havde været ansat hos Hugs & Food som en del af integrationsprojektet ”Bruger i Arbejde”, havde nu efter 10 års hjemløshed og i en alder af 65 år netop fået sin egen lejlighed. Glæden var stor men der var desværre også en bekymring. Jozéfs nye bolig lå i den anden ende af byen, og for at kunne opretholde sit arbejde hos Hugs & Food havde han gennem længere tid sparet sammen til - og nu købt - en brugt el-cykel i Den Blå Avis. Desværre viste det sig, at cyklen ikke var i så god en stand og krævede en reparation samt et nyt batteri for at kunne bruges. Det var helt udenfor Jozéfs økonomiske formåen.
For at gøre ondt værre havde Jozéf også haft en pludselig blodprop, hvilket havde hæmmet hans blodcirkulation og nedsat hans mobilitet. Han var på ansøgningstidspunktet indlagt for endnu en operation, og Hugs & Food ville så gerne kunne overraske ham med en funktionsdygtig cykel, når han blev udskrevet. Han havde udover sit helbred også været meget bekymret for at miste forbindelsen til Hugs & Food og det netværk, han havde fået opbygget der.
Imidlertid havde heller ikke Hugs & Food de nødvendige midler til at få repareret Jozéfs cykel, og derfor rakte de ud til Lions Dragør, som de kendte fra tidligere succesrige madindsamlinger.
Lions Dragør besluttede enstemmigt at hjælpe Hugs & Food og Jozéf og donerede de kr. 3.000,- det kostede at få cyklen fuldt funktionsdygtig.

Jozéf blev meget glad og overrasket da han modtog den ”nye” cykel, og han kan nu transportere sig frem og tilbage mellem sit hjem og Hugs & Food, hvor han nyder at gå til hånde og kan bevare de sociale relationer til værestedets personale.

Lions Dragør hjælper hvor vi kan, både internationalt, nationalt og lokalt. Vi betaler selv via medlemskontingent for al administration, så hver en indsamlet eller doneret krone fra vores forskellige aktiviteter går direkte til hjælpearbejdet.

Følg Lions