Hjem - Lions Dragør

Menu

Nyhed

Gule veste til ”Forsvundne Personer” fra Lions Dragør


Niels Ole Hansen og Jørgen Ploug overakte vestene til Sofie Sønderup.

Ildsjælen bag ”Forsvundne Personer”, Sofie Sønderup henvendte sig sidste år til Lions Dragør og spurgte, om vi havde mulighed for at støtte hendes arbejde med de civile eftersøgninger af forsvundne personer med en donation.

Efter at have talt med Sofie, fandt vi frem til, at der manglede nogle gule veste til de personer, der hjælper ved eftersøgninger. Klubben besluttede at donere 80 veste med tryk. 

Vestene kan lånes ud til de frivillige, der ikke selv har fået en vest med, når de møder op på ”Forsvundne Personers” civile eftersøgninger.

Overrækkelsen af vestene skulle have fundet sted i forbindelse med kursus for indsatsledere. Kurset skulle være afholdt i Dragør i marts men måtte aflyses, da Danmark blev lukket ned.

I slutningen af maj lykkedes det så at få overrakt vestene til Sofie Sønderup.

Lions klubben har, som alle andre foreninger, ikke mulighed for at have gang i de mange aktiviteter, der ellers er en del af klubbens liv. Madindsamlingen til hjemløse og Navy Day blev ikke til noget i år, nu håber klubben, at det bliver muligt med et medlemsmøde her i juni.

Et nyt projekt med bistader i forbindelse med Blomsterengen i Søvang er netop nu ved at lykkes, og det vil der snart komme mere information om.

Så løverne er klar og vender snart stærkt tilbage.

Følg Lions